Vi bruger cookies til indsamling af statistik og til trafikmåling. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies. Læs mere
Traditionen tro samles vi til et flydende Lucia optog i kajak igennem Københavns Havn d. 13. december. Kom med på vandet sammen med flere hundrede kajakroere fra nær og fjern. Med årene er arrangementet blevet et tilløbsstykke, med flere tusinde tilskuere langs vandet. De mange nye broer rundt i inderhavnen gør det muligt for tilskuere, familie og venner at følge med rundt på gåben langs ruten. Så kom ud og ro med, gå med, syng med - og bare vær med til at lyse havnen op med kajakker, hygge, lys og varme stemmer i den ellers så mørke tid…..
Hvem kan deltage? Alle kajakroere med den nødvendige kajakerfaring teknisk og sikkerhedsmæssigt (min. IPP 2 egenfærdighedsniveau) er velkomne på vandet denne dag. Har man egen kajak, kan man deltage gratis, men starter man fra Kajakhotellet v. Kalvebod Bølge, vil vi af praktiske hensyn gerne vide det på forhånd. Tilmeld dig og din kajak via følgende link! Selv med IPP 2 beviset i hånden anbefaler vi alle der deltager at øve redningsøvelser i sin kajak op til Lucia, så man har en fornemmelse af hvordan det er at kæntre med kajakken i koldt vand, så man ved om ens påklædningen fungerer i koldt vand, samt at man ved hvordan kommer op i kajakken igen - i koldt vand. Sandsynligheden for at kæntre er større til Lucia pga. de mange deltagere på vandet.
Vi mødes ved Kajakhotellet ved Kalvebod Bølge, Kalvebod Brygge 7, 1560, København V. fra kl. 15.00. Her skal vi have kajakkerne i vandet, så vi er klar til afgang kl. 16.30. Sørg for at komme i god tid, da det tager tid at klæde om, pynte kajak og at komme på vandet! Vi byder på kaffe, brunkager og Kajakhotellets gode glögg, alt imens vi gør klar til at gå på vandet. Så kom meget gerne i god tid, så du også kan nå at hygge. Skal du have kajak udleveret, indstillet og udsmykket, finde udstyr osv, så kom gerne allerede kl. 15.00. Derudover bør du, udover dit gode humør, medbringe rigeligt med varmt tøj når du skal på vandet. Turen er kun 6 km, til gengæld er der mange sang pauser, så tag et ekstra lag på ift. hvad du plejer, og klæd dig på så du kan klare en vandtur. Husk en masse lys/lyskæder til dig og kajakken og som minimum et hvidt lys der kan ses 360 grader rundt. Lys kan man nu heller ikke få nok af når man skal i den rigtige Lucia stemning.
AFGANG KLOKKEN 16.30 fra Kalvebod Bølge
Foto: Max Mestour
Efter nedenstående program og kort over ruten, findes yderligere praktiske oplysninger.
Klargøring af kajakker og på vandet, ved Kajakhotellet - Kalvebod Bølge.
Kl. 16.30 - 17.00
Gruppen fra Kajakhotellet ror mod nord, og samles ved KayakBar.
Kl. 17.00 - 17.15
Fælles afgang fra KayakBar, hvor vi ror mod Nyhavn.
Kl 17.15
Sang i Nyhavn
Efter at have gjort stop og sunget Lucia i Nyhavn, krydser vi havnen, og fortsætter ind i Christianhavns kanaler ad den nordlige indgang.
Kl. 17. 45 Sang i Christianshavn
Der gøres holdt ved Bådudlejningen overfor Lagkagehuset ved Christianshavns Torv, hvor vi synger Lucia med vores smukke stemmer.
Kl. 18.10 Sang ved BLOX
Vi fortsætter ud af den sydlige indgang ad Christianshavns Kanal og krydser over til Frederiksholms Kanal. Her stopper vi i kanalen ved BLOX for at synge.
Kl. 18.30 Sang ved Højbro Plads
Efter at vi har padlet forbi Gammel Strand, og Fiskekonen synger vi hjerterne ud ved Højbro Plads.
Kl. 18.45 Sang ved Kajak Bar
Sidste stop er KayakBar ved Knippelsbro hvor de afslutter deres tur og synge Lucia sangen en sidste gang.
Det er kun 5 minutters gang fra Københavns Hovedbanegård eller Rådhuspladsen.
Parkering: Der er gode muligheder for parkering i området mod betaling.
Lucia teksten: Har du glemt Lucia teksten? Frygt ikke! Kajakhotellet uddeler vandtætte sangtekster på dagen :)
Klik på de 4 sange for at komme hen til et udprint af sangene. Udover alt det lys du smider på kajakken, anbefaler vi også en pandelampe til at kunne læse sangteksten.
Vejrudsigten: Vejrudsigten ser normal ud for december måned. Vinden er 1 uge inden Lucia ca. 4 m/s fra SØ. Det er skyet med temperature omkring 3-4 grader, hvilket med vinden giver et kuldeindeks på omkring 0 grader. Med en høj luftfugtighed, kan vi forvente at det kommer til at føles køligt, men ikke bidende. Pt. ingen risiko for bølger gennem hovedkanalen.
Aflysning: Der er en risiko for aflysning, såfremt at vejret ikke tillader sikkerhedsmæssig sikker gennemførsel.
Organisator fra Kajakhotellet på dagen: På selve dagen vil Peter Bondesen stå for det praktiske og være med på vandet fra Kajakhotellet ved Kalvebod Bølge. Kontakt ham på 36151610 (tast 4 for kursusafdelingen).
Vi glæder os til at se Jer på land og på vand!
Vh.
Alle os fra Kajakhotellet - på vandet med Lucia siden 2006