OBS: Er du KajakPilot og gerne vil med, så brug betalingsmetoden "faktura". Vores system kan ikke gennemføre en ordre på 0,- på Kreditkort eller MobilePay.
Tur med Kajakhotellet til Ungdomsøen
Tag med på kajaktur til et unikt stykke danmarkshistorie på verdens største kunstigt anlagte ø, der ikke er landfast. Middelgrundsfortet eller Ungdomsøen - som den populært kaldes, tager sin begyndelse ved udgravningen af Københavns havn i slutningen af 1800-tallet, og blev overtaget i 2015 af Middelgrunds Fonden, der kunne åbne op for offentligheden i 2019. Der er teltområde, aflukkede shelters, toiletter/bad, udendørs køkken og meget meget mere.
Turen er velegnet både for den erfarne som den relativt nye IPP2 roer
Vi kommer til at gennemføre turen næsten uagtet af vind og vejr. Pga. dette vil det være muligt at framelde turen med fuld refundering op til 72 timer før afgang, så tilmeld dig hellere i dag end i morgen. Vi skriver ud til deltagerne i ugen op til afgang. Vi lægger op til at man kan deltage som relativ ny IPP 2 roer. Turen er ca. 10 km som svarer til 2 gange rundt om Amager Strandpark. Så det er ikke en lang tur (10 km én vej), men den kan være udfordrende afhængig af vind og strøm. Vejrforholdene afgør sværhedsgraden, og Ungdomsøen ligger godt 3 km ude i Øresund fra Refshaleøen, så hvis vejrudsigten siger over 6 m/s middelvind og 1,5 kn strøm anbefaler vi at man kun deltager med IPP 3 niveau eller over.
Afgang og selve turen
Vi mødes ved Kajakhotellet i Amager Strand kl. 10:00, med afgang kl. 12:00. Tag en madpakke med til at hapse inden afgang, og hav nogle snacks og vand ved hånden til selve turen. Det tager tid at pakke sin kajak, og er det første gang du pakker til tur, så vil der være en introduktion til korrekt pakning af kajakken kl. 10:30. Ved du hvor lang tid du skal bruge til at pakke kajakken, så kommer du bare, så du er klar til afgang kl. 12:00. For de af Jer som er interesserede i navigation, vil der være en praktisk gennemgang af rute og rutevalg kl. 10:30, hvor vi kigger på søkort og kompas.
På vejen derud holder vi en pause hvor det er muligt at snacke lidt. Efter morgenmaden om søndagen pakker vi sammen og padler hjemad. Undervejs går vi i land for at spise frokost, inden vi er hjemme ved Kajakhotellet igen mellem kl. 13-15 afhængig af vind og vejr.
Hvad koster turen?
Turen koster 1.600 dkr hvis du ikke er medlem. For KajakPiloter (aktivt kajak medlem af Kajakhotellets klub) er det gratis at deltage. Der vil dog være et NO SHOW gebyr på 300 dkr hvis man ikke dukker op (dette vil blive trukket over medlemskabet). Man kan framelde sig turen med fuld refundering helt op til 72 timer før afgang! Inkluderet i prisen er kajak/kajakudstyr, men ikke forplejning, samt personligt udstyr til overnatning og lejrliv. Derudover skal man selv betale for adgang og overnatning på Ungdomsøen. Priserne afhænger af alder, så priserne listet er for deltager over 31 år (er du under 31 år er prisen listet i parentes). Havnegebyr for kajak; 40 dkr (gratis). Overnatnings pris arhænger af overnatningsform: Telt; 80 dkr (60 dkr), shelterplads; 175 dkr (120 dkr). Det er også muligt at leje telt, liggeunderlag og sovepose hos Ungdomsøen. Dette skal dog personligt bookes hos
booking@ungdomsoen.dk eller på deres booking telefon, 20405999, kl. 10-15 i hverdage. Betaling afregnes i deres kiosk ved ankomst.
Rundvisning på øen
Det er muligt at få en rundvisning i de gamle gange på Middelgrundsfortet, hvor man kan høre mere om øens historien, udviklingen af Ungdomsøen og vision. Her er der en egenbetaling på 125 dkr (80 dkr). For at booke rundvisning skal vi minimum være 10 personer.
Aftensmad og øvrige måltider
For både at gøre turen fleksibel mht. til/framelding samt planlægning, sørger man selv for måltiderne. Man skal pakke frokost til lørdag og søndag. Vi lægger op til fælles aftensmad rundt om bålet kl. 19:00 i deres amfibieteater, der er lavet i en gammel kanon grav. Det er nemt med frysetørret mad og vi sørger for at have rigeligt med varmt vand med til måltiderne. Kajakhotellet sørger for en lille dessert efter aftensmaden.
Inkluderet i prisen
-
Turguide
-
Introduktion til pakning af kajak
-
Introduktion til turplanlægning
-
Kajak og kajak udstyr
-
Dessert og bålhygge
Kajakken skal lastes med
-
varme strømper, varmt undertøj, og evt. skiftetøj (ved tur i ydersæson)
-
jakke / regnbukser (til at tage vinden)
-
dun/fiber jakke eller fleece trøje
-
hue / handsker
-
fodtøj (da neoprensko er kolde at gå rundt i)
-
telt; hvis ikke du booker shelter / fællesstue
-
liggeunderlag
-
sovepose
-
evt. siddepude (til at holde numsen varm)
-
vandtætte pakposer / plastikposer til at holde udstyr tørt. Hellere flere mindre pakposer end én stor
-
2-3 Ikea poser til at slæbe alt dit gear. Derudover kan man pakke Ikea poserne efter luge. Dvs. kan det ikke være i en Ikea pose, kan det nok heller ikke være i din kajak.
-
1 x morgenmad
-
2 x frokost
-
1 x aftensmad (evt. frysetørret mad)
-
service (tallerken, bestik og kop)
-
drikkevarer/snacks
-
drikkeflaske og evt. termoflaske
-
pandelampe
-
toilet taske
-
solcreme
-
håndsprit
-
andre ting du absolut ikke kan leve uden
Der er mulighed for at købe drikkevarer/snacks i Ungdomsøens kiosk som har åbent dagligt, men man må gerne selv tage med. Papvin er som skabt med tanke på kajakroeren. Tag den ud af pappet, så ligger den fint og nemt i bunden af kajakken til den tages i brug :) Vi køber brænde på øen, så vi kan hygge og varme os omkring bålet indtil vi går til køjs.
Kan jeg holde varmen om natten?
Du skal sørge for at have varmen inden du lægger dig ned i soveposen, og såfremt du føler dig kold kan du f.eks. lave sprællemænd. Du skal have en sovepose hvis komfort temperatur passer til nat temperaturen. Men lad være med at gå ud og køb en vintersovepose, fordi du vil sjældent/aldrig få den brugt. Trix dig hellere til en varmere sovepose ved f.eks. at sove med uldtøj/inderlag på, tykke strømper og en hue (hvis du har en dunjakke kan den jo også komme med i posen). Du kan også medbringe en termoflaske, og fylde den med varmt vand om aftenen, for så at fylde sin drikkeflaske med varmt vand i løbet af natten og lægge den ned i soveposen, såfremt kulden kommer snigende (bare husk at hvis vandet er kogende, så brænder du dig).
Hvem står for turen?
Din guide er Peter, der fra begyndelsen af Kajakhotellets start har været én af de bærende kræfter. Med sig i havkajakken tager han over 20 års kajak erfaring fra ind og udland.
Hvis du har nogen spørgsmål, så send en mail til
peter@kajakhotellet.dk, eller ring 36151610 (tryk 4 for kursusafdelingen).
Vi glæder os til at se dig på vandet!
Vh.
Kajakhotellet